At et anker kan "bremse" et skib, skyldes i høj grad ankres fysik.
Anchors Arbejdsmetode
Ankerkloen er den vigtigste del af ankeret, der griber ind i jorden. Efter at skibet har lagt sig for anker, synker ankeret til bunden af vandet under ankerkædens trækkraft. I bunden af vandet giver ankerstænger kræfter således håndleddet ankeret er placeret på en overflade, som vil være vinkelret på bundfladen. På dette tidspunkt kommer ankerkloen i kontakt med bunden af vandet. Længden af ankerkæde er ofte større end vanddybden. Derfor ligger ankerkæden i bundfladen.
Når et skib bliver forstyrret (som f.eks. i bølger), vil ankerkæden blive trukket, og ankeret i bunden af vandet vil blive udsat for en vandret kraft ved ankerkædeforbindelsen. Samtidig virker selve ankerets tyngdekraft på kontaktpunktet mellem ankerkloen og vandbunden. Kombinationen af de to kræfter får ankeret til at bevæge sig diagonalt nedad. Det er trin til forankring i jorden. Efter at ankeret er trukket ned i vandbunden, kan det give skibet mulighed for at ankre.
Ankeret svarer til en håndbremse på en bil, og er et uundværligt udstyr for at sikre skibets sikkerhed. Ankerets hovedfunktion er at fiksere og stabilisere skibet, helst ved at kroge en fast genstand i vandet. En anden faktor, der stopper skibet i vandet, er ankerkæden, og vægten af ankerkæden er også en vigtig faktor for at sikre skibet.
Forankringsprocessen; ankeret starter med, at ankerets krone rører bunden, derefter lægger ankerkroppen sig ned, hvorefter spidsen af ankerkloen også rører bunden under påvirkning af balancestangen, men vil ikke fange sig i sand og grus. Båden vil fortsætte med at tabe en vis længde af ankerkæden, så det meste ligger fladt på bunden.
Det er ikke muligt at ankre nogen steder, det bedste substrat er sand og stenbund efterfulgt af mudderbund, og rev substrat vil være svært at ankre på, det kan være svært at skabe et greb, eller det kan være svært at løfte ankeret fordi den sidder fast i klipperne. Det kan være svært at skabe greb, eller det kan sidde fast i klipperne og være svært at forankre. Vanddybden er for stor, for eksempel i havet, tre eller fire tusinde meter dyb, og den er heller ikke egnet til ankring. Hvorvidt de steder er egnede til ankring, er faktisk markeret på søkortene på forhånd, og det ved erfarne sejlere.
Stand og betjening af bådanker:
Når du taber ankeret, skal du ikke bruge for meget fart, men langsomt sænke ankeret; for høj hastighed vil give problemer med at bremse anker og ankerkæde, hvilket kan beskadige ankermotoren og endda have andre alvorlige konsekvenser. Båden vil fortsætte med at tabe en vis længde af ankerkæden, så det meste er fladt på bunden. På dette tidspunkt, ved at bevæge sig baglæns og trække ankerkæden lidt bagud, føres ankerkloen D ind i sandet og gruset af den kombinerede tyngdekraft på ankerkroppen og ankerkædens træk.
På dette tidspunkt vil fartøjet hente noget af ankerkæden lidt tilbage. Generelt skal længden af den frigjorte ankerkæde være 3-5 gange vanddybden. Hvis ankerkæden er for lang, øges skibets manøvrerækkevidde, og det vil være let at kollidere med andre forankrede skibe. Hvis ankerkæden er for kort, er det let at trække ankerkroppen opad, hvilket vil gøre ankeret løst og miste grebseffekten. Efter ankeret har grebet jorden svarer det til at ramme en jordpæl, mens ankerkæden efter fald stort set kun har trækkraften i niveau med underlaget, hvor ankerets gribekraft er størst.
Når ankeret løftes, bevæger skibet sig fremad, mens ankerkæden langsomt trækkes tilbage, og på et punkt tættere på ankeret rettes ankerkæden ud, på dette tidspunkt vil punktet A på ankerstangen blive løftet op under spændingen fra ankerkæde, og ankeret løftes ud af substratet med ankerkronen B som akse, og ankerkloen D løftes ud fra substratet ved brug af løftestangsprincippet, så vil skibet fortsætte med at trække ankeret tilbage kæde, indtil ankeret er trukket op af vandet.
Ovenstående er arbejdsprincippet for ankeret, forstår du nu?
